Bustur - Middelalder & Rundkirke

Helligdomsklipperne

Bornholms Kunstmuseum

Gudhjem

Østerlars Rundkirke

Bornholms Middelaldercenter

Helligdomsklipperne er det smukke klippeparti ved Rø. For årtusinder siden havde en hellig kilde sit udløb her. Kilden skulle efter sigende have haft en helbredende effekt og tiltrak mennesker fra hele Europa. Prøv at gå helt ned til grotterne ved kysten...hold godt øje med grotteedderkopperne, som er Danmarks største edderkoppeart!

Ved Helligdomsklipperne ligger Bornholms Kunstmuseum, 6 km. nord for Gudhjem i et af Danmarks flotteste og mest spektakulære land-skaber. Museumsbygningen er opført i 1993 og regnes for noget af det bedste i nyere dansk arkitektur. Her er den Bornholmske og danske kunsthistorie rigt repræsenteret. I starten af 1900-tallet valfartede den danske malerelite til Bornholm for at portrættere det smukke landskab - og ikke mindst det specielle lys over havet. 

Gudhjem er en af Danmarks mest specielle byer. Byen er bygget ned ad en stejl klippeskrænt, og i mange af byens haver findes sydlandske frugter som figen og morbærtræer. Fra klippeknolden "Bokul" har I en flot udsigt over byens røde tage og Østersøen helt over til Christiansø. På det aftalte tidspunkt vil I blive afhentet af jeres bus i Gudhjem, hvorefter I kører til Østerlars Rundkirke. 

Østerlars Rundkirke er Bornholms største rundkirke. Almindelige historiebøger siger, at kirken blev opført som tilflugtssted i ufredstider. Men nye teorier afviser dette og peger i stedet på, at kirken har forbindelse med Middelalderens korstog og tempelridderne. Det er påvist, at bornholms rundkirker ligger i samme geografiske mønstre som tempelridderkirker i Sydfrankrig. Tempelridderne skulle have været i besiddelse af nogen af Kristendommens største skatte - eksempelvis den hellige gral. Radarundersøgelser viser, at der er et stort menneskabt hulrum under kirkegulvet i Østerlars Rundkirke. Hvorfor må det ikke blive undersøgt? Læs mere om Bornholms tilknytning til tempelridderne ved at trykke her.

Bornholms Middelaldercenter
Her skal I opleve Kampen om magten, Årene 1250-1400 var en urolig tid i Danmark og på Bornholm. Der var kampe om magten mellem konge, kirke og stormænd. Ja selv kongeslægten imellem og stormænd imellem. Landet var hærget af borgekrige, pest og efterfølgende hungersnød. Med en utrolig feberredning fik Valdemar Atter-dag Danmark på fode igen, da han kom på tronen i 1340. Ved hans død i 1375 overtog hans datter, Margrethe 1. et sundt og stærkt rige, som hun frem til sin død i 1412 gjorde endnu stærkere.

Praktiske Oplysninger

Start- og sluttidspunkt: Bussen afhenter jer ved lejrskolestedet kl. 08:30 og turen afsluttes kl. cirka 16:00. Tiderne kan blive rykket 5-10 minutter i begge retninger afhængig af, om der er andre skoleklasser med bussen. (OBS! Det er ikke muligt at nå ind på Bornholms Kunstmuseum på denne tur, men I går forbi den smukke bygning på vej ned til Helligdomsklipperne).

Hvad er prisen for turen: 200 kr. pr. person (heraf udgør moms kr. 22).

Hvad indeholder prisen: 7,5 timers oplevelser med bus, hvor éntre til Østerlars Rundkirke samt éntre og guide på Bornholms Middelaldercenter er inkluderet.

Hvad indeholder prisen ikke: Intet (éntre til Østerlars Rundkirke og Bornholms Middelaldercenter er inkluderet).

Hvad skal I være opmærksomme på: Turens rute er fastlagt på forhånd, hvorfor der desværre ikke er mulighed for ændringer. Hvis I ønsker at lave jeres egen rute og program, anbefaler vi, at I lejer jeres egen bus. Læs eventuelt mere om priserne for egen bus ved at trykke her.