Museer på Bornholm

Oplev det flotte ovenlys på Bornholms Kunstmuseum

Besøg Erichsens Gård i Rønne - en del af Bornholms museum

Hjorths Fabrik er et levende museum, hvor du kan bevidne skabelsen af Bornholmsk keramik

Besøg et af Rønne´s museer og få en uforglemmelig oplevelse:
Bornholms Museum indbyder jer til nogle spændende ture på museerne i Rønne og Gudhjem. Museumsbesøg er jo normalt ikke alle skoleelevers ynglingsbeskæftigelse, men på disse ture bliver I vist rundt af jeres egen museumsformidler, som fortæller spændende historier, der fænger såvel lærere som elever.  

Museumsbesøgende er en rigtig god aktivitet, hvis I har "fritimer" i Rønne, inden at I skal rejse med færgen. Men I er selvfølgelig også meget velkomne på de andre dage under jeres lejrskolebesøg. Vær opmærksom på at entréen til museerne er gratis. I skal således kun betale for selve rundvisningen med en museumsformidller.

Følgende temaer varer ca. 1 time og koster Kr. 520 pr. klasse.

Highlights fra Bornholms Historie
Bornholms Museum fantastiske samlinger repræsenterer 10.000 års historie. En helt anden historie end for resten af Danmark. Placeringen i Østersøen betyder, at Bornholm konstant har været under påvirkning fra alle sider af mange kulturer. Den arkæologiske samling er i dag en af landets rigeste: Mellem 30 og 50 % af Danmarks Danefæ findes på Bornholm - og ikke mindst de berømte guldgubber er spændende at få mere viden om. Vi skal også back-stagge og se smagsprøver på de arkæologiske fund, som endnu ikke er kommet bag glas. Men ikke kun arkæologien er særlig på Bornholm. I historisk tid har øen været centrum for dramatiske begivenheder. I 1658 var øen svensk, indtil bornholmske oprørere dræbte den svenske kommandant og gav øen tilbage til den danske konge. Bornholm er også den enste del af Danmark, som har været besat af Rusland.

Bornholm i krig
Bornholms placering i Østersøen mellem venner og fjender har budt på utallige krige og militære konfrontationer på øen. Med udgangspunkt i 10.000 års krigshistorie startende fra øen første beboere til den kolde krig, skal I høre spændende historier. Undervejs skal I høre Bornholms mange borge, og ikke mindst opgøret med svenskerne om tilhørsforholdet i 1600-tallet. 2.verdenskrig er en historie for sig, for mens resten af Danmark fejrede befrielsen, så bombedes Bornholm af russerne og derefter fulgte et års sovjetisk besættelse, og usikkerhed om hvilken side af jerntæppet øen skulle tilhøre.

13 årige Boyes oplevelser under bombardementet af Rønne 7. maj 1945
En kombineret museums/bytur, hvor vi følger drengen Boye og hans oplevelser d. 7. maj – fuldtræfferen på Ll. Torv, beskyttelsesrummet, det udbombede hus og evakueringen.
Boye er i dag 80 år og bor v. Århus. Undervejs ser vi på gamle fotos og sammenligner steder dengang og nu.      

Bornholm i den Kolde Krig
Besøg i ny udstilling om dengang Bornholm lå lige op ad fjenden! Om frygt for ny krig, invasion og atomkrig. Mange polakker og folk fra Østtyskland flygtede via Bornholm. Hør om den unge mand, der flygtede i en gummibåd, eller den unge polak der stjal et MiG-jægerfly og nødlandede på Bornholm. Turen omfatter også historier om øget velstand og velfærd – bla. ungdomskultur.  

Hjorths Fabrik
Bornholm er kendt for sin keramik -  I årtier var Hjorths en af de førende keramiske fabrikker i Danmark. I dag er den en af de eneste tilbage. Få den fantastiske historie om fabrikken og familien Hjorth, og følg processen fra ler til den færdige keramik på butikshylden. - En proces der stort set ser ud som for 150 år siden, og går igennem det fredede bygningsanlæg. Et unikt stykke design- og industrihistorie
Hjorths Fabrik var førende indenfor keramikken i generationer og på fabrikken udviklede man bl.a. de i dag så kendte apotekerkrukker, som stod på hylderne overalt i landet.
Besøget starter og slutter i den originale butik, hvor et bredt udvalg af både traditionelle og helt nye unika varer præsenteres.

Haven på Erichsens Gård
Erichsens Gård i Laksegade 7 i Rønne er en del af Bornholms Museum. ”Gården” er vel nok Rønnes bedst bevarede borgerhus. Gården fremstår i dag som et minde over et borgerligt kunst- og naturinteresseret miljø, der i dag er forsvundet.
Haven er virkelig i sig selv en kulturhistorisk perle, som er værd at passe på, opleve og nyde! 
Den dag i dag står Thomas Erichsens have som han udformede den i midten af 1800-tallet. Hans barnebarn Eva Drachmann beskriver hans store interesse for botanik således: ”I morfars have fandtes mangfoldige blomster, indenlandske og udenlandske.”      

Landbrugsmusset Melstedgård
 ”En dag i en karl og piges liv” guidet tur rundt på gården. En fortælling om livet på landet anno ca. 1860erne. Med udgangspunkt i datidens liv og dagligdag, snakker og diskuterer vi forholdende for bla. karlene og pigerne. Hvordan var en arbejdsdag? Hvad spiste de? Hvornår havde de fri? Hvordan boede de? Vi skal rundt i både hverdags- og de fine stuer, i stalden til dyrene og en tur i marken.