Gudhjem - Danmarks eneste bjergby
Casa Blanca ligger i Gudhjem, som på trods af sin beskedne størrelse er en af Bornholms mest kendte byer - og formentlig også en af de mest charmerende. De mange små velholdte huse, som er bygget i niveauer ned ad den stejle klippeskrænt, giver Gudhjem en helt speciel stemning. Allerede i 1800-tallet valfartede kunstmalere til byen for at opleve det specielle "Gudhjem-lys" ud over horisonten, som opstår lige før solnedgang. En af de mest kendte malere, Oluf Høst, har fået sit eget museum i byen - her har du gode muligheder for at se "lyset" og få en kunstoplevelse ud over det sædvanlige.
Skøn atmosfære på havnen
Havnen er Gudhjems centrum. Her syder det af liv på de små cafeer. Der er daglige afgange til Ertholmene med de spændende fæstningsøer Christiansø og Frederiksø øst for Bornholm. Ertholmene var i starten af 1800-tallet en del af et storpolitisk spil mellem Sverige, England, Rusland og Danmark. Englænderne bombede flere gange øerne, men de danske soldater holdt stand, således at øen forblev dansk. En tur til Ertholmene er som en tur i en tidsmaskine, hvor du bliver sat 200 år tilbage i tid.
En anden spændende sejltur er turen med skibet Thor, som sejler fra Gudhjem og ned langs kysten til de flotte klippeformationer "Helligdomsklipperne", hvor også Bornholms Kunstmuseum ligger. Mens Thor sejler tilbage til Gudhjem, har du mulighed for at besøge Kunstmuseet med sin imponerende samling af bornholmsk kunst - og så kan du tage en senere afgang tilbage til Gudhjem, eller gå den flotte tur tilbage langs kyststien.
Livet i 1950'erne
Tilbage i Gudhjem er en tur til det lille fiskerleje "Melsted", som ligger i forlængelse af Gudhjem, en skøn oplevelse. Her finder du de sødeste små bindingsværkshuse samt en dejlig sandstrand. Vandet er rent og klart. Er du frisk på en badetur? Eller har du lyst til at se det levende landbrugsmuseum "Melsted Gaard", hvor du kan dufte, mærke og prøve, hvordan livet var på en Bornholmsk bondegård anno 1950? På Melsted Gaard finder du også Bornholms Madkulturhus, hvor du kan smage mange specialiteter og lækkerier fra øens dygtige fødevarevirksomheder.
Gemmer rundkirken på Tempelriddernes Skat?
Bornholm er også kendt for sine rundkirker, og den største rundkirke ligger i Østerlars lidt udenfor Gudhjem. Historikere har bevist, at de bornholmske rundkirker ligger i samme mønstre som den hemmelige ridderorden Tempelriddernes kirker i Frankrig, og at Bornholm havde kontakt med tempelridderne. Frem til 1300-tallet havde tempelridderne en enorm magt og store rigdomme, men i en konflikt med den franske konge Filip den 4. i 1307 blev tempelridderne nødt til at flygte med deres skatte. De enorme skatte er aldrig fundet. Geotekniske undersøgelser viser, at der er et stort menneskeskabt hulrum under Østerlars Rundkirke. Kan det være skjulestedet for tempelriddernes skat? Og hvorfor må hulrummet ikke blive undersøgt? Gå en tur i den flotte kirke og mærk historiens vingesus.
En af Danmarks flotteste minigolfbaner
Lige overfor Østerlars Rundkirke kan du også opleve vingesus, men det er ikke historiens vingesus, men susene fra minigolfkøller, der spiller på en af Danmarks flotteste minigolfbaner. De 18 huller er udformet som den bornholmske natur, og selvom at du normalt ikke spiller minigolf, så er banen en sjov oplevelse.
Bestil nu
Bestil din ferie på Casa Blanca ved at indtaste din ønskede ankomstdato i bestillingsboksen øverst på siden - eller ring til os nu på 56 95 85 66, så giver vi dig gerne gode idéer til skønne feriedage på Bornholm.