1.0 Vi har en aftale
Vi glæder os til at byde dig velkommen på Bornholm. Vi vil gøre vores yderste for at give dig en skøn ferie. Der kan imidlertid altid ske uforudsete hændelser eller ændringer i ferieplanerne. For at
vi er enige om, hvad der gælder i disse tilfælde, har vi lavet nedenstående lejebetingelser.
Arrangør af din rejse er A/S Team Bornholm, som er medlem af Rejsegarantifonden. Din ferie er derfor i trygge hænder hos os.
2.0 Hvad skal jeg betale?
Priserne i prislisten er angivet i DKK, SEK eller EUR, medmindre andet er specifikt angivet. Vi forbeholder os ret til ændringer, der skyldes pris- og kursændringer uden for vores indflydelse efter denne dato.
De anførte priser på hjemmesider og trykt materiale er med forbehold for trykfejl og valutakursændringer.
3.0 Hvornår og hvordan skal jeg betale?
Hvis du bestiller din ferie 45 dage eller mere før din ankomst gælder følgende:
- Du betaler 25 % af lejebeløbet ved din bestilling.
- Du betaler restbeløbet senest 45 dage inden din ankomst (eller når det passer dig, hvis du vil betale inden).
- Du er også velkommen til at betale det fulde beløb direkte ved booking.
Hvis du bestiller din ferie mellem 1 og 44 dage før din ankomst gælder følgende:
- Du betaler hele lejebeløbet ved bestilling.
4.0 Hvad hvis jeg eller et nært familiemedlem bliver syg?
Når du booker ferie gennem os, kan du tilkøbe sygdomsafbestillingsforsikring.
Tilkøber du forsikringen, sikrer den, at du ikke er bundet af en bestilt ferie, hvis du er forhindret i at rejse på grund af en af følgende årsager:
- Alvorlig sygdom eller dødsfald: Hos dig eller de øvrige rejsedeltagere – eller jeres nærtstående.
- Brand eller indbrud i jeres private hjem umiddelbart inden afrejse.
Erstatning udbetales, hvis du med rimelighed ikke kan gennemføre din rejse, fordi du, dit rejseselskab eller en af dine nærmeste er ramt af akut sygdom, ulykke eller dødsfald.
Ved nærtstående forstås den forsikredes ægtefælle, børn, børnebørn, forældre, bedsteforældre, svigerforældre, person som den forsikrede lever i et ægteskabslignende forhold med eller en i dit
rejseselskab i din booking.
Ved akut sygdom forstås sygdom, som du ikke vidste, kunne eller burde vide ville opstå ved bestilling af rejsen. Sygdom skal dokumenteres med en gyldig lægeerklæring.
Vi håber ikke, at noget af ovenstående sker, men skulle uheldet være ude, er det en rar forsikring at have for dig.
5.0 Hvad hvis jeg fortryder?
Hvis du ønsker at afbestille din rejse - og afbestillingen ikke skyldes forhold, som er omfattet af sygdomsafbestillingsforsikringen i punkt 4.0 - gælder følgende regler:
Feriehus/lejlighed
Ved afbestilling mere end 45 dage før ankomst:
- Du kan annullere din rejse med et administrationsgebyr på 10% af rejsens pris.
Ved afbestilling senere end 45 dage før ankomst kan den ikke refunderes.
Pakke (med færge)
Ved bestilling af pakke gælder stadig de enkelte vilkår for de produkter, der er inkluderet i pakken. Dvs. indgår en ferielejlighed i pakken, gælder vilkårene for ferielejlighed, ift. den del af pakken.
Vi anbefaler derfor altid, at du er bekendt med vilkår og betingelser for de produkter, du booker.
Se punkt 7.0 for ændring og annullering af færgebilletter.
6.0 Jeg ønsker at ændre min booking
Feriehus/lejlighed
Ved ændringer eller udskydelse af ophold mere end 45 dage før den planlagte ankomstdato:
- Du kan ændre eller udskyde din rejse uden omkostninger. Såfremt du vælger at ændre/udskyde til en dyrere sæsonperiode, vil der dog være et tillæg.
- Bemærk: Du kan kun ændre/udskyde dit ophold én gang. Ved flere ændringer/udskydelser vil der være et administrationsgebyr på 200 DKK/ændring.
Ved ændringer eller udskydelse af ophold senere end 45 dage før den planlagte ankomstdato:
- Det er desværre ikke muligt at ændre eller udskyde opholdet. Hvis du ønsker at ændre eller udskyde opholdet, gælder derfor samme regler som nævnt under punkt 4.0 ”Afbestilling”.
Pakke (med færge)
Ved bestilling af pakke gælder stadig de enkelte vilkår for de produkter, der er inkluderet i pakken. Dvs. indgår en ferielejlighed i pakken, gælder vilkårene for ferielejlighed, ift. den del af pakken.
Vi anbefaler derfor altid, at du er bekendt med vilkår og betingelser for de produkter, du booker.
7.0 Ændring og annullering af færgebilletter
Vi giver dig frit muligheden for at vælge den billettype, der passer dig. Du skal være opmærksom på at læse ændrings- og annulleringsvilkårene for den billettype, du vælger. Det er altid de
korrekte vilkår, som er opdateret på hjemmesiden.
Dine muligheder for at ændre og/eller annullere afhænger derfor af dit valg af billettype. Vilkårene kan læses på din bookingbekræftelse.
Pakke
Ved booking af færgebillet i en pakke, kan der også ændres og annulleres færgebilletter, såfremt vilkårene for færgebilletter tillader det. Du skal derfor altid være opmærksom på, hvilken billettype du booker, når du vælger færge til din pakke med overnatning.
8.0 Dato for modtagelse af ændringer
Bemærk at din ændring ikke er gældende, før du har modtaget en skriftlig bekræftelse herpå fra Team Bornholm.
9.0 Husdyr
De fleste feriesteder hos Team Bornholm har boliger, hvor det er tilladt at medbringe hund/kat, mens enkelte feriesteder har få eller ingen ferieboliger, hvor husdyr er tilladt. Derfor kan du komme ud for, at der er udsolgt for ferieboliger, hvor husdyr er tilladt, ved det feriested, du ønsker at bo på - også selvom der generelt er ferieboliger ledige. Hvis det er tilfældet for din booking, vil vi altid kontakte dig umiddelbart efter din bestilling og oplyse dig om dette.
10.0 Jeg er sur, skuffet og irriteret
Hvis du efter ankomst til feriestedet konstaterer fejl eller mangler ved feriehuset/feriestedet, beder vi dig venligst kontakte feriestedet senest 24 timer efter, at du har konstateret fejlen/manglen, således at den hurtigst muligt kan blive udbedret.
Vi lægger stor vægt på, at såvel kvaliteten som servicen på vores feriesteder altid er meget høj. Hvis du oplever andet, hører vi meget gerne fra dig - også selvom fejlen blev rettet på feriestedet.
Klager
Hvis du ikke får løst problemerne, så kontakt Team Bornholm på telefon eller mail. Du mister retten til at klage, hvis du ikke giver feriestedet besked direkte. Hvis du forlader feriestedet uden at denne har haft rimelig tid til at løse problemerne, mister du retten til erstatning.
Eventuelle krav om erstatning skal være Team Bornholm i hænde senest 30 dage efter rejsens afslutning.
11.0 Forbehold
Vi vil gøre vores yderste for at give dig en god ferieoplevelse på Bornholm. Der kan imidlertid ske hændelser, som vi ikke har indflydelse på, og i disse tilfælde er vi fritaget for ansvar, ligesom der
ikke kan gøres erstatningskrav gældende mod os.
Disse tilfælde omfatter blandt andet:
- Strejker og lockouts.
- Nedbrud eller andre former for ændringer i fartplaner hos rederier, flyselskaber og/eller busselskaber.
- Krig, sygdomme eller usædvanligt vejr.
12.0 Generel forordning om databeskyttelse (GDPR)
Team Bornholm behandler de personlige data, som du giver os.
Personlige oplysninger, der vil blive behandlet, inkluderer, men er ikke begrænset til:
- Navn
- Fødselsdato
- Køn
- Adresse
- E-mail-adresse og telefonnummer
Læs mere om, hvordan vi indsamler, bruger, behandler og beskytter dine personlige data her.

Fandt du ikke, hvad du søgte?
Så ring til os:
Mandag - Søndag: Kl. 09.00 - 17.00
Vi besvarer telefonen i åbningstiden, men har du akut brug for hjælp, kan du altid komme videre til vores vagttelefon.
+45 56 95 85 66
[email protected]
Du får den bedste pris
Hos os bestiller du direkte på feriestedet. Dét sikrer dig den bedste pris – og vores priser inkluderer altid rengøring og strømforbrug. Vi har således ingen ”skjulte” tillæg.
Færgebilletter
Du kan nemt bestille dine færgebilletter sammen med resten af din ferie her på vores hjemmeside. Vi hjælper dig også gerne med at bestille.
Valgfri ankomstdag
På næsten alle vores feriesteder har du mulighed for at ankomme og afrejse på alle ugedage, og du behøver ikke at bestille hele uger.