Året er 1645. Et svensk angreb mod Hammershus er under opsejling, og I er en del af angrebet - og forsvaret. General Wrangel går i land på Bornholm, og lensmand Rosenkrantz ruster sig til at forsvare Hammershus. "Kampen om Hammershus" udspilles nu af svenskerne og danskerne på borgen, og der bliver affyret sortkrudtsvåben, så røg og ild drøner ud mod fjenden. På denne oplevelsestur på Hammershus vil I blive direkte inddraget i angrebet og forsvaret af borgen. Tildelt forskellige roller og klædt i kofter dramatiseres de historiske hændelser, så I på egen krop mærker, hvordan det er at være med i kampen om Hammershus. Turen sluttes af inde i den hyggelige smørkælder, mens beretningerne om hvordan det gik "vennerne" eller "fjenderne" under kampen, fylder rummet.
Baggrund og indhold for turen: På denne tur bruges en bestemt historisk begivenhed - nemlig det svenske angreb på Hammershus i 1645 - som indgangsvinkel. Hændelserne i 1645 bragte øen og Hammershus ind som en brik i et storpolitisk spil. Efter en fælles intro deles gruppen i 2 hold, som i løbet af oplevelsesturen - sammen med deres formidler - får hver deres indgangsvinkel til det historiske forløb omkring optakten og begivenhederne i 1645. Da gruppen i forløbet bliver nødt til at samarbejde på tværs, vil de på egen krop mærke, hvilken betydning det har om det lykkedes eller ej, nøjagtig som det var tilfældet i de historiske hændelser, der udspillede sig på Hammershus, og som fik betydning for historiens gang her på Bornholm. Gennem blandt andet rollespil dramatiseres de historiske hændelser omkring angreb og forsvar på Bornholm.
Jan-Ole's Turisttrafik, vores samarbejdspartner gennem mange år, hjælper gerne med råd og vejledning, således at I får mest muligt ud af jeres ophold på Bornholm. I er meget velkomne til at kontakte Jan-Ole's Turisttrafik:
* Mail: jan-ole@turisttrafik.dk
* Telefon: 56 96 50 03
* Web: www.hasleturisttrafik.dk/lejrskoler