
Hotel Siemsens Gaard i Svaneke

Nyd en dejlig middag i Restaurant Njörðr

Standard Dobbeltværelse
Dejligt hotel direkte på havnen i Svaneke.
Hotel Siemsens Gaard er smukt beliggende på Svaneke Havn. Hotellet er indrettet i en gammel 3-længet købmandsgård med front mod havnen - læs mere om hotellets historie her. Den gamle købmandsgård omkranser en urtehave, hvor I kan gå på oplevelse og dufte til de mange forskellige urter. Sæt dig godt til rette i en af de små hyggekroge, med en drink eller en kop kaffe og mærk fornemmelsen af ferie. Hotel Siemsens Gaard har en af de bedste beliggenheder i Svaneke, som er Bornholms mest eftertragtede ferieby - læs mere om Svaneke her.
Restaurant Njörðr
Hotellets restaurant, Njörðr, blev i forbindelse med ejerskifte i 2021, totalrenoveret og fremstår nu lys og indbydende. Her kan I nyde en god frokost eller middag, med udsigt over Østersøen og Svaneke Havn. Se de aktuelle åbningstider på hotellets hjemmeside.
Hyggelige værelser
Hotel Siemsens Gaard byder dig velkommen med hyggelige dobbeltværelser. For en lille merpris kan du vælge værelser, som har udsigt hen over hotellets gårdhave til havet. Hotellets værelser varierer i størrelse og indretning, men fælles for dem alle er, at de er lyse og enkelt indrettet. Dobbeltværelserne har enten enkeltsenge eller dobbeltsenge. Hvis du ønsker den ene eller anden sengeform, beder vi dig oplyse det i forbindelse med din bestilling.
Alle værelser er røgfrie og indeholder: Badeværelse, hårtørrer, tv samt badeprodukter fra danske Meraki.
Har du hund med?
På Hotel Siemsens Gaard er det muligt at medbringe hunde i nogle af værelserne. Hvis du ønsker at tage din hund med, skal du vælge et Dobbeltværelse med terrasse. Der kan maksimalt være to hunde pr. værelse. Disse hundevenlige værelser er større end standard dobbeltværelser og har egen terrasse. Da der kræves ekstra rengøring, når du medbringer hund, er prisen for disse værelser højere end for standardværelserne. Værelserne, hvor hunde er tilladt, ligger i hotellets bagvedliggende have.

Hotel Siemsens Gaards hyggelige restaurant

Standard Dobbeltværelse

Gårdhaven er fyldt med forskellige krydderurter og blomster

Udsigten fra et dobbeltværelse med havudsigt

Den lækre morgenmadsbuffet er altid med i prisen

Hotel Siemsens Gaards hyggelige have
Bestilling
Bestil din ferie ved at klikke på knappen herunder, så kommer du videre til vores bestillingsside, hvor du nemt og hurtigt kan bestille din ferie - eller ring til os nu på 56 95 85 66, så giver vi dig gerne gode idéer til skønne feriedage på Bornholm.
Svaneke - Fremragende bybevaring

Svaneke er kåret som Danmarks smukkeste købstad

Hønseskidning i Svaneke er populært...

Besøg travbanen. Er det dig, der vinder den store gevinst?
På en tur med den lokale heste-sporvogn oplever du, hvorfor Svaneke både er kåret som "Danmarks Smukkeste Købstad" og har fået Europarådets guldmedalje for "Fremragende bybevaring". Svaneke har en helt speciel charme - og det er ikke blot turisterne, som elsker Svaneke. Svaneke er også byen med nogle af de højeste huspriser på Bornholm, og der er mange feriegæster, som har glemt alt om returbilletten til "Danmark" efter deres møde med Svaneke. Vi skal derfor advare om, at et besøg i Svaneke kan blive stærkt vanedannende...
Hyg dig på torvet eller ved havnen
På havnen foran Hotel Siemsens Gaard skaber lystsejlere, butikker og cafeer en skøn havnestemning. Fra havnen går du op ad de små gader til Torvet, hvor der særligt på torvedagene er en festlig stemning med mulighed for at slå en god handel af med de lokale. På Torvet finder du også Svaneke Købmandshandel, som er en levende og hyggelig købmandsbutik anno 1950erne - og ikke mindst det berømte Svaneke Bryghus, som frister dig med god mad og dejlige øl.

Svaneke Bryghus byder på god øl og dejlig mad

Havnebadet er populært

Markedsdag på Svaneke Torv

Der er også en lille sandstrand i Svaneke

Heste nyder pensionistlivet på kyststien på mellem Svaneke og Årsdale
Smukt kunsthåndværk og lækre delikatesser
Svaneke er ikke bare en hyggelig by. Svaneke er også Bornholms kreative centrum. Her er alt, hvad hjertet, øjnene og ganen kan ønske sig: Glaskunst. Malerier. Designertøj. Kunsthåndværk. Gourmetmad. Silderøgeri. Håndlavet lakrids, chokolade, is og bolcher. Du skal selvfølgelig også opleve den lokale udgave af lotto: "Hønseskidning". Spillet går i al sin enkelthed ud på, at 3 høns bliver sluppet løs på et stort bingofelt, og så gælder det om at spille på, hvilket bingofelt, som hønsene først lægger en "klat" på. Der bliver råbt og jublet, når der bliver klattet de rigtige eller forkerte steder. Hønseskidning i Svaneke er kåret af Berlingske Tidende som Danmarks tredje bedste ferieoplevelse. Dét skal opleves!
Kyststien til Årsdale
Svaneke byder på mange flotte og sjove opleveler, men prøv også at gå langs kyststien til de to små nabo-fiskerlejer Listed og Årsdale. Hvis du går mod nord kommer du til Listed, hvor der er cafestemning og den berømte guldsmedeforretning "Frost", hvor dit dankort kan blive varmt. Hvis du går mod syd til Årsdale, går du mellem klipper, hav og hestefolde, for her nyder tidligere top-konkurrenceheste deres pensionisttilværelse med godt græs og en fantastisk havudsigt. Flere hesteoplevelser kan du få på verdens mindste travbane, som ligger i Almindingen. Her kommer du helt tæt på hestene, når de kommer drønende gennem opløbet. Måske er det dig, som vinder den store gevinst?
Priser og bestilling
Se priser for Hotel Siemsens Gaard, når du trykker dig videre til vores bookingsiden på knappen nedenfor. Du kan nemt og hurtigt bestille din ferie på Hotel Siemsens Gaard hos Team Bornholm.

Hotel Siemsens Gaard

Hotel Siemsens Gaards restaurant

Kanonbatteri ved Svaneke Røgeri

Havnebadet i Svaneke

Hotel Siemsens Gaard
Hotel Siemsens Gaard: Historien om den gamle købmandsgård
Allerede omkring 1500-tallet lå der små bondegårde på stedet, hvor Hotel Siemsens Gaard ligger i dag. I løbet af 1600-tallet blev gårdene større, ligesom de ændrede karakter, således at de fik funktion som købmandsgårde.
Købmandsgården på havnen i Svaneke fik hurtig status som en af Bornholms største og vigtigste købmandsgårde. Det var formentlig derfor, at Kong Christian den femte valgte at overnatte på købmandsgården, da han i 1686 besøgte Bornholm. Med i kongens følge var admiral Niels Juel og den norske statsholder Gyldenløve samt en række øvrige personer i danske magtelite. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.
Jeppe Holst overtager købmandsgården
I starten af 1800-tallet blev købmandsgården overtaget af Jeppe Holst, som var en driftig og dygtig forretningsmand. Jeppe Holst var også villig til at tage en risiko. Under Englandskrigene i 1807-1814 udstedte den danske konge såkaldte Kaperbreve, som gav indehaveren lov til at drive en form for statsautoriseret sørøveri mod engelske og svenske skibe. Jeppe Holst fik et kaperbrev, og udrustede et lille hurtiggående sejlskib med kanoner. Det var naturligvis et risikabelt forehavende, men Jeppe Holst erobrede adskillige engelske skibe. Skibene med deres last blev solgt på auktioner og indbragte store summer. Sørøveri var en meget vigtig indtægtskilde for Bornholm i disse år, idet indtægterne med nutidens målestok var i milliardklassen. England ville naturligvis ikke acceptere dette og truede løbende med invasion af Bornholm - og den nærliggende øgruppe Christiansø. Ved Svaneke Røgeri kan du se et kanonbatteri fra dengang.
Købmandsgården døbes Siemsens Gård
I 1827 døde Jeppe Holst som en særdeles velhavende mand. Hans enke, Anne Marie Nielsdatter Kofoed, var derfor et meget attraktivt parti, og i 1831 giftede hun sig med den noget yngre preussiske konsul Johan Chr. Pingel Siemsen. Herefter fik købmandsgården sit navn ”Siemsens Gaard”. I de følgende år blev købmandsgården udvidet, men da jernbanen kom til Bornholm i starten af 1900-tallet, blev havnens betydning mindre - og behovet for store købmandsgård forsvandt dermed også.
I løbet af 1930’erne blev Siemsens Gaard derfor omdannet til hotel. Hotellet havde skiftende ejere i de følgende år, men i 1971 blev Hotel Siemsens Gaard købt af Tenna og Will Ipsen. Tenna og Will renoverede nænsomt hotellet, og med sin charme og fantastiske beliggenhed blev hotellet hurtigt et af øens førende hoteller for såvel lokale som turister. I 2021 overdrog familien Ipsen nøglerne til Mathias Sejer Sørensen der nu driver hotel og restaurant. I samme ombæring blev restaurantbygningen totalrenoveret. Køkkenet blev rykket fra kælderen op i den gamle pejsestue, så restaurantens gæster nu kan hilse på kokkene inden de sætter sig til bords. I vinteren 2022 blev en del af værelserne i den ene længe renoveret, hvoraf 4 af dem blev totalrenoveret. Alt sammen med tanke på de gamle dage og med lyst til at bevare hotellets sjæl.
Bestil din ferie
Bestil din ferie nu Hotel Siemsens Gaard - så kan du allerede i dag begynde at glæde dig til skønne dage på Bornholm.
Kort
Adresse:
Hotel Siemsens Gaard
Havnebryggen 9
3740 Svaneke
Bestil din ferie
Bestil din ferie på Hotel Siemsens Gaard nu - så kan du allerede i dag begynde at glæde dig til skønne dage på Bornholm.
Lignende feriesteder

Fandt du ikke, hvad du søgte?
Så ring til os:
Mandag - Søndag: Kl. 09.00 - 17.00
Vi besvarer telefonen i åbningstiden, men har du akut brug for hjælp, kan du altid komme videre til vores vagttelefon.
+45 56 95 85 66
[email protected]
Du får den bedste pris
Hos os bestiller du direkte på feriestedet. Dét sikrer dig den bedste pris – og vores priser inkluderer altid rengøring og strømforbrug. Vi har således ingen ”skjulte” tillæg.
Færgebilletter
Du kan nemt bestille dine færgebilletter sammen med resten af din ferie her på vores hjemmeside. Vi hjælper dig også gerne med at bestille.
Valgfri ankomstdag
På næsten alle vores feriesteder har du mulighed for at ankomme og afrejse på alle ugedage, og du behøver ikke at bestille hele uger.