Hotel Siemsens Gaard: Historien om den gamle købmandsgård.
Allerede omkring 1500-tallet lå der små bondegårde på stedet, hvor Hotel Siemsens Gaard ligger i dag. I løbet af 1600-tallet blev gårdene større, ligesom de ændrede karakter, således at de fik funktion som købmandsgårde.
Købmandsgården på havnen i Svaneke fik hurtig status som en af Bornholms største og vigtigste købmandsgårde. Det var formentlig derfor, at Kong Christian den femte valgte at overnatte på købmandsgården, da han i 1686 besøgte Bornholm. Med i kongens følge var admiral Niels Juel og den norske statsholder Gyldenløve samt en række øvrige personer i danske magtelite. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.
Jeppe Holst overtager købmandsgården
I starten af 1800-tallet blev købmandsgården overtaget af Jeppe Holst, som var en driftig og dygtig forretningsmand. Jeppe Holst var også villig til at tage en risiko. Under Englandskrigene i 1807-1814 udstedte den danske konge såkaldte Kaperbreve, som gav indehaveren lov til at drive en form for statsautoriseret sørøveri mod engelske og svenske skibe. Jeppe Holst fik et kaperbrev, og udrustede et lille hurtiggående sejlskib med kanoner. Det var naturligvis et risikabelt forehavende, men Jeppe Holst erobrede adskillige engelske skibe. Skibene med deres last blev solgt på auktioner og indbragte store summer. Sørøveri var en meget vigtig indtægtskilde for Bornholm i disse år, idet indtægterne med nutidens målestok var i milliardklassen. England ville naturligvis ikke acceptere dette og truede løbende med invasion af Bornholm - og den nærliggende øgruppe Christiansø. Ved Svaneke Røgeri kan du se et kanonbatteri fra dengang.
Købmandsgården døbes Siemsens Gård
I 1827 døde Jeppe Holst som en særdeles velhavende mand. Hans enke, Anne Marie Nielsdatter Kofoed, var derfor et meget attraktivt parti, og i 1831 giftede hun sig med den noget yngre preussiske konsul Johan Chr. Pingel Siemsen. Herefter fik købmandsgården sit navn ”Siemsens Gaard”. I de følgende år blev købmandsgården udvidet, men da jernbanen kom til Bornholm i starten af 1900-tallet, blev havnens betydning mindre - og behovet for store købmandsgård forsvandt dermed også.
I løbet af 1930’erne blev Siemsens Gaard derfor omdannet til hotel. Hotellet havde skiftende ejere i de følgende år, men i 1971 blev Hotel Siemsens Gaard købt af Tenna og Will Ipsen. Tenna og Will renoverede nænsomt hotellet, og med sin charme og fantastiske beliggenhed blev hotellet hurtigt et af øens førende hoteller for såvel lokale som turister. I 2021 overdrog familien Ipsen nøglerne til Mathias Sejer Sørensen der nu driver hotel og restaurant. I samme ombæring blev restaurantbygningen totalrenoveret. Køkkenet blev rykket fra kælderen op i den gamle pejsestue, så restaurantens gæster nu kan hilse på kokkene inden de sætter sig til bords. I vinteren 2022 blev en del af værelserne i den ene længe renoveret, hvoraf 4 af dem blev totalrenoveret. Alt sammen med tanke på de gamle dage og med lyst til at bevare hotellets sjæl.
Bestilling
Bestil din ferie på Hotel Siemsens Gaard ved at indtaste din ønskede ankomstdato i bestillingsboksen øverst på siden - eller ring til os nu på 56 95 85 66, så giver vi dig gerne gode idéer til skønne feriedage på Bornholm.