Skønne feriedage i Balka-Snogebæk
Feddet ligger blot 500 meter fra Balka Strand, som er en af Bornholms allerbedste strande. Glæd dig til en flot og meget børnevenlig strand med lav vanddybde.
Et godt tip er også at gå den korte tur langs stranden eller skoven til det lille fiskerleje Snogebæk, som byder på en skøn havnestemning med cafeer, restauranter, røgeri og butikker. Prøv at smage en af de berømte pizzaer på "Sørens Værtshus", hvor der er masser af hygge og livemusik. Publikum er en skøn blanding af børn, unge og voksne, så familien kan hygge sig sammen. Har du børn med, så vil de blive lidt imponeret over, at de kan gynge i en gammel redningsbåd, som hænger i cafeens loft. Efter aftensmaden kan du smage en lækker hjemmelavet is hos Nettis.
Oplev Snogebæk Havn
Gå en tur langs havnen og få en snak med de lokale fiskere. Det er ikke alle deres historier, som er lige sandfærdige, men de er sjove. Hvis du har fiskerstængerne med, er der mulighed for at fange fisk til aftensmaden fra havnemolen - alternativt kan du også "snyde" lidt og købe nogle lækre fisk til grillen i fiskebutikken.
Hvis dankortet skal luftes, så anbefaler vi dig at kigge forbi Pernille Bülow's designbutik, hvor der er masser af fristelser indenfor tøj og brugskunst. Besøg også det store loppemarked om lørdagen, hvor der er sjove ting og fine chancer for at lave en god handel.
God mulighed for cykeludflugter
Bornholms vidtforgrenede net af cykelstier starter næsten lige ved Feddet - og du bor bare 500 meter fra en cykeludlejning, så lej en cykel og oplev det skønne landskab. Prøv at cykle til Dueodde, hvor du fra Dueodde Fyrtårn kan se det meste af Sydbornholm. Eller kør de cirka 3 kilometer til Nexø ad den hyggelige cykelsti, som er anlagt på den gamle jernbane. Det er en skøn tur gennem skoven og tæt på havet.
Nexø byder på et hyggeligt havne- og bymiljø med masser af indkøbsmuligheder. Husk også at besøge Nexø Museum, hvor du blandt andet kan få den dramatiske fortælling om dagene i maj 1945. Mens resten af Danmark fejrede befrielsen, tæppebombede russiske fly Nexø, hvorefter russiske tropper invaderede byen. Bornholm var besat af Rusland helt frem til 1946.
Kom til tops i BornholmerTårnet
Hvis du er historisk interesseret, så skal du også besøge BornholmerTårnet på Dueodde. Tårnet var tidligere Natos fremskudte radar- og lyttepost mod Østbloklandene, men i dag er tårnet et skønt udkigstårn og omdannet til et koldkrigsmuseum, hvor du oplever Bornholms spændende rolle under den kolde krig. Eksempelvis kan du se et af de MIG-jagerfly, som blev benyttet i forbindelse med polske piloters flugt til Danmark. Ved Dueodde ligger også to store tyske bunkers fra 2. verdenskrig.
Lidt fredeligere er der i Sommerfugleparken i Nexø, hvor du kan opleve et væld af smukke sommerfugle - og hvis du har børn med, så vil de elske det store forlystelsesland Brændesgårdshaven. Når entréen er betalt, er alle forlystelser gratis - herunder entreen til vandlandet og mini-zoo'en, som børnene også vil elske. Hvis du har lidt større børn med, så vil de måske elske at prøve fart og race i Bornholms Gocart Center, som ligger cirka 5 kilometer fra sommerhuset.
Priser og bestilling
Se priser for Feddet ved at trykke på prislisten. Du kan også forespørge på priser inklusive færgeoverfart - samt se ledige perioder - ved at anvende forespørgselsboksen på denne side. Vælg din ønskede lejlighedstype på listen og indtast din ønskede ankomst- og afrejsedag. Du er også altid velkommen til at ringe til os alle ugens dage: 5695 8566.