Praktisk info - Sandkås Seaview

  • Badestrand
  • Flotte lejligheder
  • Perfekt beliggenhed
  • Havudsigt
  • Tæt på strand
  • Hyggelig terrasse
kort Sandkås

Praktiske informationer om Sandkås Seaview

Adresse
Sandkås Seaview
Klinteløkken 7-9, Sandkås
3770 Allinge

Telefon: +45 5695 8566

Ankomsttidspunkt
På ankomstdagen har du ferielejligheden til din rådighed fra kl. 15:00. Læs eventuelt mere under punktet "Nøgleudlevering", hvis du ankommer sent om aftenen.

Afrejsetidspunkt
På afrejsedagen beder vi dig venligst forlade ferielejligheden kl. 10:00, således at vi kan nå at klargøre den inden de næste gæster ankommer.

Ankomstdage
I perioden 9. juni - 16. juni og 30. juni - 18. august er søndag ankomst-/afrejsedag. I øvrige perioder kan du som udgangspunkt frit vælge ankomstdag på ugen. I nogle perioder kan der af hensyn til de øvrige bookinger på Sandkås Seaview dog være begrænsninger på valg af ankomstdag. Du behøver som udgangspunkt heller ikke leje for hele uger. Det giver dig mulighed for at sammensætte ferien helt efter dit valg, ligesom du kan vælge at rejse på de billigste færgedage. De billigste færgedage er som regel mandage, tirsdage, onsdage og torsdage.

Allergivenlige ferielejligheder
Alle ferielejligheder på Sandkås Seaview er røgfrie og husdyrfrie. Eventuelle allergier overfor dun er heller ikke noget problem, da vores dyner og hovedpuder ikke indeholder dun.

Babypakke 
Du kan leje en babypakke bestående af: Højstol, barneseng, klapvogn (kraftig paraplyklapvogn med kaleche, hvor ryglænet kan lægges helt ned), puslepude og badekar. Vi beder dig venligst reservere babypakken i forbindelse med din bestilling. Du skal hente babypakken i receptionen ved din ankomst, ligesom vi beder dig levere udstyret tilbage til receptionen ved din afrejse.

Betalingsbetingelser
Vi beder dig venligst indbetale et depositum på 25 % af rejsens pris senest 10 dage efter, at du har modtaget vores bekræftelse på din bestilling. Restbeløbet skal indbetales senest 45 dage inden din ankomst. Såfremt du bestiller sent, således at der er under 45 dage til din ankomst, beder vi dig betale dagen efter, at du har modtaget vores bekræftelse på din bestilling.

Bus på Bornholm
Busstoppestedet ligger 260 meter fra Sandkås Seaview. Køreplanen for busruterne samt oversigtskort over samtlige busruter på Bornholm finder du her: www.bat.dk

Cykeludlejning
Du kan leje cykler på Sandkås Seaview - husk blot at bestille dem senest dagen inden. Priserne pr. cykel er:
· 1 dag: 80 DKK
· 2 dage: 155 DKK
· 3 dage: 200 DKK
· Ekstra dag: 40 DKK
· Hjelm 25 DKK pr. person

Dyner, puder og sengelinned
Der er dyner og hovedpuder i alle ferielejligheder. Sengelinned og håndklæder er derfor det eneste, som du selv skal medbringe. Alternativt kan du leje det i receptionen på naboferiestedet Klintely, som ligger 2 minutters gang fra Sandkås Seaview. Prisen for et sæt bestående af lagen, hovedpude- og dynebetræk samt stort og lille håndklæde er DKK 160,- per person. Husk gerne at forudbestille ved maile til os på info@teambornholm.dk.

El-biler
Det er desværre ikke lovligt at oplade el-biler ved at trække strømkabler ud fra ferielejligheden, idet feriestedets el-net ikke er bygget til belastningen fra el-biler. Hvis du har el-bil, henviser vi dig i stedet til at oplade på de offentlige ladestandere i nærheden.

Grill
Alle ferielejligheder på Sandkås Seaview har egen grill på terrassen, som du frit kan benytte. Husk blot at tage hensyn til naboerne, når du griller. Vær opmærksom på, at du selv skal rengøre grillen efter dit brug.

Hunde
Det er desværre ikke tilladt at medbringe hund eller andre husdyr i ferielejlighederne på Sandkås Seaview. Rejser du med hund eller andet kæledyr, kan du kigge på denne side og få inspiration til, hvor du i stedet kan bo. 

Handicapforhold
Ferielejlighederne er desværre ikke egnede til kørestolsbrugere. Til gengæld er alle 4-6 personers lejlighederne i stueplan, som kan tilgås via en rampe til højre for bygningen, så du ikke skal bekymre dig om nogen trapper. Du skal dog være opmærksom på, at udenomsarealerne ved Sandkås Seaview ikke alle er asfalterede - der er således en del grusstier. Meddel os venligst, hvis du medbringer kørestol - så vil vi gøre vores yderste for at finde den bedst mulige ferielejlighed til dig.

Indkøb
Sandkås Seaview ligger midt mellem byerne Tejn og Allinge, hvor der begge steder er gode indkøbsmuligheder: Dagli'brugsen i Tejn ligger 2,4 kilometer fra Sandkås Seaview, og på havnen i Allinge (2,5 kilometer fra Sandkås Seaview) finder du SuperBrugsen og Netto.

Køkkenudstyr
Alle ferielejligheder på Sandkås Seaview har et flot og veludstyret køkken. Du behøver derfor ikke at medbringe køkkenservice eller lignende.

Nøgleudlevering
Nøgleudleveringen sker i receptionen på naboferiestedet Klintely, som ligger 2 minutters gang fra Sandkås Seaview. Sammen med bekræftelsen på din bestilling, informerer vi dig om, hvordan du får nøglen til din ferielejlighed. Dét fungerer nemt, uanset hvornår på døgnet at du ankommer.

Parkering
Du kan gratis parkere ved Sandkås Seaview. Ferielejlighederne ligger 20 meter fra parkeringspladsen.

Rengøring
Ferie skal være ferie! Derfor sørger vi for at rengøre din ferielejlighed ved ankomst/afrejse - så er du altid sikker på, at din ferielejlighed er ordentligt rengjort ved din ankomst. Dermed er du også fri for arbejdet med selv at gøre rent inden din afrejse. Når du bestiller via os, er rengøring altid inkluderet i din lejepris. Du skal derfor ikke betale ekstra for rengøringen. Ved din afrejse beder vi dig således blot sørge for, at eventuelt affald er lagt i skraldeposen, samt at køkkenservicet er rengjort. På Sandkås Seaview tænker også rengøringspersonalet i miljøvenlige baner. Alle rengøringsmidler er således svanemærkede/miljørigtige.

Strygejern
Du kan låne strygejern og strygebræt i receptionen på naboferiestedet Klintely, som ligger 2 minutters gang fra Sandkås Seaview - og det er selvfølgelig gratis for dig.

Telefonnumre
Alle spørgsmål vedrørende booking: +45 5695 8566

Vaskeri
Der er desværre ikke vaskemaskine på Sandkås Seaview, men hvis du får brug for at vaske tøj under din ferie, så er du velkommen på søsterferiestedet, Storløkke Feriepark, hvor du kan vaske for kr. 50 pr. vask. Adressen til Storløkke Feriepark er Genvej 4-6, 3770 Allinge. 

Viskestykker, toiletpapir med mere
Ved din ankomst er der et viskestykke, karklud samt en opstartsbeholdning af toiletpapir i din ferielejlighed. Hvis du får brug for yderligere, beder vi dig selv sørge for at medbringe/indkøbe dette.

Bestil nu - så kan du allerede i dag begynde at glæde dig til ferie
Bestil din ferie på Sandkås Seaview ved at indtaste din ønskede ankomstdato i bestillingsboksen øverst på siden - eller ring til os nu på 56 95 85 66, så giver vi dig gerne gode idéer til skønne feriedage på Bornholm.

 

Fandt du ikke, hvad du søgte?

Så ring til os: Vi har åbent 08:00 – 17:00 i hverdage og 08:00 - 16:00 i weekenden. Du kan selvfølgelig også maile til os.

+45 56 95 85 66

info@teambornholm.dk

Du får den bedste pris
Hos os bestiller du direkte på feriestedet. Dét sikrer dig den bedste pris – og vores priser inkluderer altid rengøring, strømforbrug samt gratis sygdomsafbestillingsforsikring. Vi har således ingen ”skjulte” tillæg. 

Fortrydelsesret
Du kan tilkøbe en Fortrydelsesret, som giver dig mulighed for at afbestille uden omkostninger.

Fly- og færgebilletter
Vi hjælper dig gratis med at bestille dine fly- og færgebilletter.

Valgfri ankomstdag
På næsten alle vores feriesteder har du mulighed for at ankomme og afrejse på alle ugedage, og du behøver ikke at bestille hele uger.