Aktiviteter - Hasle Feriepark

  • Feriehuse for 4-6 personer
  • Swimmingpool
  • Børnepool
  • Tæt på Sandstrand
  • Midt i skoven
  • Stor legeplads
kort Hasle

Børneklub

Børnene hygger sig i juniorklubben

Sjov for børnene
I ugerne 27-32 holder vi to gange om ugen børneklub for vores små gæster i Hasle Feriepark. Prøv eksempelvis snobrødsbagning, ansigts- og fingermaling. Som gæst hos os er arrangementerne selvfølgelig gratis dig.

Udenfor ugerne 27-32 er der ikke børneklub, men der er stadig mange aktiviteter for børnene - eksempelvis kan du tage børnene med på strand- eller skovture – eller hyg med dem i swimmingpoolen, legelandet eller hoppeborgen - for blot at nævne nogle af mulighederne.

Hasle Feriepark er et vores mest populære børneferiesteder - og mange gæsterne i sommerperioden er stamgæster.

Cykelture

Lej en cykel og tag på oplevelse

Snup en cykeltur
Blot 100 meter fra Hasle Feriepark starter Bornholms velfungerende net af cykelstier. Stierne fører dig ad små veje, hvor biler er undtagelsen, og flotte naturoplevelser er hovedreglen.

Bølgende kornmarker
Prøv at køre ind i landet på en sommerdag og oplev de bølgende gule kornmarker. Turen ind i landet går opad bakke. Men det drager du fordel af, når turen går hjemad. Her kan du nærmest sætte cyklen i frigear, mens du langsomt trillende nyder udsigten over havet og Hasle by.

Du kan også følge cykelstierne op langs kysten. På hele turen vil du have havet tæt på dig. Gør et stop ved en af de mange naturpladser. Mærk stilheden. Nyd den flotte udsigt. Eller hvad med en tur til stranden? Fyld cykelkurven med gode sager. Hyg jer på stranden. Det er ferie!

Mulighed for cykelleje
Såfremt du ikke selv medbringer cykler, kan du selvfølgelig leje dem i Hasle Feriepark. Udover almindelige cykler kan du vælge mellem el-cykler, mountainbikes og racercykler.

Dinosaur-jagt

Du har gode muligheder for at finde forsteninger fra fortiden

Dinosaurjagt
Sandklinterne langs Hasles kyst er dannet for cirka 170 millioner år siden. Dengang havde Bornholm et tropisk klima, og i havet lurede svaneøglerne med sine store kæber og sylespidse tænder, mens Saurpoderne herskede på jorden. 

Saurpoderne var dinosaurer, der med en længde på 40 meter er de største dyr på jorden nogensinde. Tag en tur langs stranden foran Hasle Feriepark og oplev historiens vingesus - der er gode muligheder for at finde forsteninger fra fortiden. Der er eksempelvis fundet forstenede fodspor fra en lille Saurpode - den havde dog "blot" været 20 meter lang... 

Søpindsvin og hajer
Tag en strandtur med børnene. De vil elske fortællinger om Bornholms fantastiske fortid. Måske finder du ikke en saurpode-forstening, men chancerne for forsteninger af muslinger, søpindsvin eller endda hajer er gode. Under alle omstændigheder giver det et historisk sug i maven at stå foran de 170 millioner år gamle sandklitter og tænke på livet dengang.

Golf

Golfbanen i Rø

4 flotte golfbaner
Det er ikke kun naturen på Bornholm, som er flot og særpræget. Solskinsøen byder også på 4 golfbaner med oplevelser ud over det sædvanlige. Banerne er flot placeret mellem bakker, klipper, skove, åløb og søer. Blandt andet har flere internationale golfmagasiner i høje toner rost de to golfbaner i Rø, som ligger 14 kilometer fra Hasle Feriepark.

Grillaften

Gris i juli
I juli kan du komme med til Hasle Ferieparks meget eftertragtede grillaften med helstegt pattegris. Den ugentlige grillaften holdes på terrasseområdet foran receptionen - lige ved swimmingpoolen.

Hygge og sjov
Med eftermiddagssolens stråler på terrassen er der lagt op til en hyggelig aften. Børnene er meget velkomne til at deltage - men det er ikke sikkert, at du ser så meget til dem, for terrasseområdet ligger blot 10 meter fra den store legeplads med de mange nye legekammerater. Du kan derfor trygt nyde aftenen, mens børnene leger.

Løbe- og cykeltræning

Løb ved stranden

Skal du holde formen vedlige under ferien, er der en række flotte løberuter omkring Hasle Feriepark.

Den rolige - 3 kilometer. Du løber ad gangstien til den lille by Muleby lidt syd for Hasle Feriepark, hvorefter du løber retur ad skovstierne til Hasle Feriepark.

Den gode - 5 kilometer. du løber langs skovstierne ned til stranden, hvor du efter et par kilometers sandløb løber retur via skovstierne til Hasle Feriepark.

Den hårde - 10 kilometer. Fra Hasle Feriepark løber du langs skovstierne til stranden. Fra stranden følger du kyststien ind mod byen, hvor du fortsætter til havnen og den stejle serpentinerbakke. Når serpentinerbakken er forceret - og åndedrættet er på plads igen - løber du mod nord ud af Hasle by. Efter løb langs de bølgende kornmarker går ruten atter tilbage til Hasle Feriepark, hvorefter en afslappende stund i havemøblerne på terrassen vil være velfortjent!

Lystfiskeri

Bornholm har masser af gode fiskepladser

Tag med ud og fisk
Med sin meget varierende kyststrækning er Bornholm et eldorado for lystfiskere året rundt. Fra kysten er der gode muligheder for at dyste med havørred.

Torsk
Har du lyst til at fiske fra båd, er der næsten dagligt ture fra Hasle Havn, hvor du kan komme med til torskepilkning. Havet omkring Hasle byder på særdeles gode forhold for torskepilkning, så husk at gøre middagsbordet klar til dagens fangst!

 

Vandreture

Der er mange skønne vandreture ved Hasle

Skoven
Efter at Hasle i 1700-tallet havde været udsat for kraftig sandflugt, begyndte tilplantningen af området i 1820'erne. Beplantningen bestod primært af fyrretræer, som efterfølgende blev suppleret med løvtræer - primært bøgetræer. Størstedelen af løvskoven er plantet af H.C. Siersted, hvilket er årsagen til, at vejen ind til Hasle Feriepark i dag hedder "H.C. Sierstedsvej".

H.C. Siersted og silkesommerfuglene
H.C. Siersted var en meget driftig mand, som beskæftigede sig med vidt forskellige brancher. Eksempelvis forsøgte han sig med produktion af glas med bornholmske kul som varmekilde til smeltningen, men produktionen måtte efter en årrække lukkes, da de bornholmske kul ikke havde en tilstrækkelig god brandværdi til at skabe de rigtige temperaturer til glasfremstillingen. Derefter gik H.C. Siersted ind i en helt anden branche...han begyndte at opdrætte silkesommerfugle. Og sådan blev han ved med en masse anderledes og nyskabende ting. I skoven omkring Hasle Feriepark er der rejst en statue for H.C. Siersted. Det er således ham, som vi kan takke for, at du i dag kan nyde en smuk skov med et rigt dyreliv - eksempelvis rådyr og harer.

Fortiden
Området omkring Hasle har også i fortiden tiltrukket mennesket. Langs åerne i skoven er der således fundet spor efter bopladser fra såvel jern- som bronzealderen, og langs kysten kan du stadig se de gamle skanser, som blev brugt fra 1400-tallet til starten af 1800-tallet. I middelalderen var Bornholm således hjemsøgt af sørøvere, som plyndrede langs kysterne. Derfor blev der oprettet lokale militsgrupper og forsvarsanlæg, som skulle beskytte bornholmerne. At bornholmerne så også af og til selv var sørøvere og plyndrede i nabolandene...ja...det er jo en helt anden historie.

Bestilling
Bestil din ferie i Hasle Feriepark ved at indtaste din ønskede ankomstdato i bestillingsboksen øverst på siden - eller ring til os nu på 56 95 85 66, så giver vi dig gerne gode idéer til skønne feriedage på Bornholm.

Fandt du ikke hvad du søgte?

Ring til os, er klar til spørgsmål på telefonen alle ugens dage

+45 56 95 85 66

Du får den bedste pris
Hos os bestiller du direkte på feriestedet - det sikrer dig den bedste pris. Og vores priser inkluderer altid rengøring, el-forbrug og gratis afbestillingsforsikring. Vi har således ingen "skjulte" tillæg.

Bus-, fly- og færgebilletter
Vi hjælper dig gerne med at bestille dine bus-, fly- eller færgebilletter...og vores service er selvfølgelig gratis for dig. 

Valgfri ankomstdag
På næsten alle vores feriesteder har du mulighed for at ankomme og afrejse på alle ugedage, og du behøver ikke at bestille hele uger.